Tuesday, May 5, 2009

Store Økssø, Rold skov


Citronsommerfugl/ Common BrimstoneGonepteryx rhamni

Citronsommerfugl flyver i juli-oktober og igen efter overvintringen i marts-juni. En af årets tidligste sommerfugle, der som regel viser sig på de første solrige dage med temperaturer over 10 grader. Kan leve næsten et år som voksen sommerfugl .

Den lever i skove og krat med tørst eller vrietorn. Strejfer omkring og ses ofte i åbent blomsterrigt terræn., f.eks. på lucernemarker, hvor arten søger nektar inden overvintringen. Den overvintrer som voksen sommerfugl mellem tætte grene og løv.

Larvens foderplanter: tørst (Frangula alnus) eller vrietorn (Rhamnus cathartica).

Citronsommerfuglen er meget blomstersøgende, i sensommer især til kurveplanter som kåltidsel og andre tidsler samt til rødkløver og lucerne eller havernes sommerfuglebuske.

Arten er temmelig almindelig i hele Danmark, især i og omkring noget fugtige kratskove. Ret fåtallig i Vestjylland. Hyppigheden svinger fra år til år og arten kan strejfe vidt omkring og kan nå frem til selv små øer, hvor der ikke er permanente levemuligheder.


Grøn busksommerfugl/ Green Hairstreak
Callophrys rubi

Grøn busksommerfugl er en tidlig art, der flyver fra sidst i april til midt i juni i én generation og overvintrer som puppe ved jordoverfladen.

Den træffes i mange forskellige landskabstyper fra tørre bakker og overdrev med gyvel til heder og hedemoser eller tørvemoser. På Øerne findes arten hyppigt især i tørvemoser og egentlige højmoser.

Larvens foderplanter: Larven kan leve på et utal af lave buske, men synes især at foretrække bølle ( Vaccinium uliginosum), tranebær (Oxycoccus palustris) tørst (Frangula alnus), gyvel
(Sorothamnus scoparius) og brombær (Rubus fruticosus).

I køligt solskin hviler arten med siden hældende mod solen, så det ser ud, som om sommerfuglen ligger på siden. Ses på pilerakler, forskellige kurvplanter, engelskgræs og andre blomster, men er ikke særlig nektarsøgende.

Den er lokalt talrig på passende lokaliteter i alle dele af Jylland. Betydelig mere lokal på Øerne, hvor den er i nogen tilbagegang. Ikke med sikkerhed kendt fra Ærø, Langeland, Møn og Bornholm. Genfundet på Horreby Lyng efter mange års fravær. I Nordsjællamnd kan den være talrig i små tørvemoser, f.eks. i Vangede Gammelmose (det første stykke natur der blev fredet i Danmark) eller i Bøllemosen.



Nældesommerfugl, Map Butterfly
Araschnia levana

1. generation
Den orange forårsform (levana) flyver fra først i maj til midt i juni og den mørke sommerform (prorsa) fra midt i juli til sidst i august. Efter varme somre kan arten flyve en 3. generation i september.
Nældesommerfugl lever i skovbryn, lysninger, moser og frodige enge med nælder og overvintrer som puppe i lav vegetation.

Larvens foderplanter: stor nælde (Urtica dioica).

Flugten er livlig og urolig og sommerfuglen sætter sig ofte. Om foråret søger arten bl.a. til mælkebøtte og om sommeren især til tidselblomster og hjortetrøst.

Arten blev først opdaget i Danmark i 1881 på Lolland. Bredte sig siden til Sydsjælland og Fyn og fra midt i 1970´erne til hele Sjælland, hvor den nu er temmelig almindelig. Tidligere kun få fund i Jylland, men i de seneste år fundet på Samsø og flere nye steder i Øst- og Sønderjylland. Set på Bornholm i 1992.

Kilde: Dagsommerfugle i Danmark, Michael Stoltze, 1998.

Alle tre sommerfugle fotograferet ved ny rydning ved Store Økssø, Nordjylland.
2. maj 2009: grethe bachmann

No comments: