Tuesday, August 17, 2010

Rødplettet blåfugl/Brown Argus

Aricia agestis



Rødplettet blåfugl har et vingefang på 24-28 mm. Den kendes på den varmt chokoladebrune overside med de tydelige orange sømpletter, mørk midtplet på forvingen og fremtrædende mørke ribber. Undersiden ligner undersiden hos almindelig blåfugl, men de øverste sorte pletter ved bagvingekanten er placeret over hinanden så de danner et kolon (:). Hos almindelig blåfugl er de forskudt. Den ligner sortbrun blåfugl meget, men er mindre og med tydeligere sømpletter og mere fremtrædende sorte pletter på undersiden. Sortbrun blåfugl har desuden en flyvetid, der normalt falder midt mellem rødplettet blåfugls to generationer.

Variation: antallet og størrelsen af oversidens sømpletter varierer betydeligt.

Rødplettet blåfugl flyver midt i maj til sidst i juli og midt i juli til sidst i august i 2 generationer. Undertiden i en 3. generation i september. Flugten er svirrende og ikke særlig vedholdende. Den søger nektar på mange forskellige blomster. Den lever på ugødede overdrev, havskrænter, brakmarker og andre tørre steder. Den strejfer noget omkring og kan træffes langt fra yngleområderne. Den overvintrer som halvstore larver i vegetationen nær jordoverfladen. Larvens foderplanter er storkenæb (Geranium) og hejrenæb (Erodium cicutarium).

Rødplettet blåfugl er lokalt meget talrig på passende steder, f.eks. på Røsnæs eller på Helgenæs, men hyppigheden svinger en del. Arten synes at være blevet talrigere i de seneste år og havde bl.a. et decideret hyppighedsår i 1995.

Kilde:Michael Stoltze: Dagsommerfugle i Danmark., 1997.

photo Gl. Ry, Midtjylland august 2010: grethe bachmann