Tuesday, May 26, 2009

Mark ved Gammel Ry



Okkergul pletvinge/Glanville Fritillary
Melitaea cinxia

En okkergul pletvinge gider ikke komme ud i dag. Den gemmer sig i græsset. Det er vist for blæsende og koldt. Den reagerer ikke på berøring og bliver sat forsigtigt tilbage på sit gemmested.

Okkergul pletvinge lever på overdrev, strandvolde, klinter, heder, overbevoksede klitter og lignende tørre blomsterrige arealer og overvintrer i fællesskab som halvvoksne larver i et tæt spind nær jordoverfladen.

Foderplanter: især lancetbladet vejbred (Plantago lanceolata), men også andre arter af vejbred, ærenpris (Veronica) og håret høgeurt (Hieracium pilocella).

Okkergul pletvinge er stærkt blomstersøgende, og i overskyet vejr eller sent på dagen sætter den sig ofte til hvile på farverige blomsterhoveder.

Okkergul pletvinge er lokalt talrig langs Sjællands nord- og nordvestkyst og størstedelen af Øst- og Nordjylland, men betydeligt sjældnere på Fyn og i Vestjylland. Hyppigheden svinger, men arten optræder tit i meget stort tal, både som larver og som voksne sommerfugle på gode lokaliteter. Uddød på Møn omkring 1960 , Bornholm omkring 1970, Lolland-Falster omkring 1980 og Sydsjælland sidst i 1980´erne. I voldsom tilbagegang på Fyn og Sjælland.

Beskyttelse af arten: Arten tåler ingen former for gødskning af lokaliteterne, der skal holdes åbne ved periodevis græsning eller andere forstyrrelser.

Skovrandøje/Speckled wood
Pararge aegeria


Skovrandøje flyver først i maj til først i oktober i 2-3 overlappende generationer årligt og overvintrer som puppe eller som halvvoksen larve i græsset.

Den lever i næsten al slags skov samt i haver og parker med mange træer.

Larvens foderplanter: mange forskellige græsarter, f.eks. hundegræs (Dactylus) og flitteraks (Melica).

Begge køn soler sig ofte med udslåede vinger. De søger nu og da til blomster (f.eks brombær) samt til saft fra sårede træer, overmoden frugt og honningdug.

Skovrandøje er først fundet i Danmark på Lolland sidst i det 19. århundrede. Spredte sig langsomt i de sydlige egne frem til 1930, hvorpå den i løbet af blot 10 år bredte sig meget hurtigt til den nuværende udbredelse. Sjælden og ustabil i Midt- og Vestjylland, på Læsø og Bornholm.



Grøn Busksommerfugl/ Green Hairstreak
Callophrys rubi

Grøn busksommerfugl er en tidlig art, der flyver fra sidst i april til midt i juni i én generation og overvintrer som puppe ved jordoverfladen.

Den træffes i mange forskellige landskabstyper fra tørre bakker og overdrev med gyvel til heder og hedemoser eller tørvemoser. På Øerne findes arten hyppigt især i tørvemoser og egentlige højmoser.

Larvens foderplanter: Larven kan leve på et utal af lave buske, men synes især at foretrække bølle ( Vaccinium uliginosum), tranebær (Oxycoccus palustris) tørst (Frangula alnus), gyvel
(Sorothamnus scoparius) og brombær (Rubus fruticosus).

I køligt solskin hviler arten med siden hældende mod solen, så det ser ud, som om sommerfuglen ligger på siden. Ses på pilerakler, forskellige kurvplanter, engelskgræs og andre blomster, men er ikke særlig nektarsøgende.

Den er lokalt talrig på passende lokaliteter i alle dele af Jylland. Betydelig mere lokal på Øerne, hvor den er i nogen tilbagegang. Ikke med sikkerhed kendt fra Ærø, Langeland, Møn og Bornholm. Genfundet på Horreby Lyng efter mange års fravær. I Nordsjællamnd kan den være talrig i små tørvemoser, f.eks. i Vangede Gammelmose (det første stykke natur der blev fredet i Danmark) eller i Bøllemosen.

Kilde: Dagsommerfugle i Danmark, Michael Stoltze, 1998.

photo Gammel Ry, 24. maj 2009: grethe bachmann

No comments: