Argusblåfugl/Silverstudded Blue

Plebejus argus
i Lille Vildmose



Argusblåfuglens vingefang er 20-31 mm. Den kendes fra andre blåfugle på det kraftige sorte pletmønster på undersiden af bagvingen med tydelige orange sømbånd og 4-5 øjepletter med metalskinnende kerner. Men indbyrdes ligner de hinanden. Hannen har en ret bred sort søm, der er uskarpt afgrænset mod det blå, mens sømmen hos hannen af foranderlig blåfugl er smal og skarpt afgrænset. Hunnerne er nemmere at kende, de er normalt brune med gyldent skær, mens hunner af foranderlig blåfugl normalt er mere eller mindre blå. Andre steder i Europa har hunner af argusblåfuglen dog tit blå rodfelter. Ved brug af en lup (mindst 10 x) kan indsamlede eksemplarer af arten kendes på, at de har en lille ravfarvet pig ved spidsen af forskinnebenet.

Hunnens orange sømpletter kan være svage eller mangle. Enkelte hunner har svagt blå bestøvning i rodfeltet eller nær sømmen.

 


Argusblåfugl flyver midt i juni til sidst i august. Den lever på heder og klitheder med nedslidt vegetation og nyspiret lyng. Den overvintrer som æg, der lægges enkeltvis på lave planter. Larvens foderplante er lav eller nyspiret hedelyng (Calluna vulgaris) og klokkelyng (Erica tetralix), men sikkert også flere andre lave planter.

Dens adfærd er som foranderlig blåfugl (Plebejus idas): Begge Plebejus-arter optræder i kolonier, hvor de flyver roligt omkring og ofte hviler dekorativt i vegetationen. Mod aften sætter de sig til ro i små selskaber i lyngplanter eller lign. Både æg, larver, pupper og de voksne sommerfugle kan tiltrække myrer. Larven er tit omgivet af myrer, som æder sekreter fra dens honningkirtler, og pupperne kan findes i myrereder.




En meget stærk vind den dag drillede både blåfuglen og mig!

Hyppighed og udbredelse:
Argusblåfugl findes i spredte bestande over det meste af Danmark, men er i tilbagegang overalt, især på Øerne. Uddød på Fyn i 1989, men stadig i isolerede bestande ved f.eks Trylleskoven, Ulvshale og Bøtø.
Årsagerne til dens tilbagegang er bl.a. tilgroning og ændring fra lynghede til græshede sandsynligvis på grund af kvælstofnedfald. Da dette problem ikke er løst eller har udsigt til at blive løst i nær fremtid, må arten forventes at gå yderligere tilbage de næste 10 år.

Kilde: Michael Stoltze, Dagsommerfugle i Danmark, 1998. DMU Rødlistedata.

foto Portland Mose, Lille Vildmose Juni 2010: grethe bachmann

Violetrandet Ildfugl / Purple-edged Copper, Gammel Ry, Midtjylland

Violetrandet ildfugl, Lycaena hippothoe

 I Danmark kan man kun regne med at se 4 slags ildfugle: Lille Ildfugl (Lycaena phlaeas), Dukatsommerfugl (Lycaena virgaureae), Violetrandet Ildfugl (Lycaena hippothoe) og Sort Ildfugl (Lycaena tityrus) (nu kun på Falster). Der findes også en art, som kaldes Violet Ildfugl, men den er kun fundet to gange i Danmark i 1939.

Violetrandet ildfugl har et vingefang på 28-36 mm. Hannen er rød med violet (blåligt) skinnende kanter. Den har en tydelig sort midtplet på forvingen. Undersiden mangler hvide pletter. Hunnen har kobberfarvede forvinger med sorte pletter. Dens bagvinger er mørkebrune med rødbrunt sømbånd. Hunnen kendes fra hunnen af den sjældne violet ildfugl på, at forvingens yderste pletrække i mellemfeldtet danner en regelmæssig bue.

Arten varierer kun lidt. Især kan antallet og størrelse af pletter på undersiden variere. Det er ikke usædvanligt at finde eksemplarer, hvor undersidens pletter er smeltet sammen til lange sorte streger. Det regnes for et genetisk svaghedstegn.Hannens violette skær og den sorte randbestøvning varierer. Hunnens overside har tit kun svage tegninger bevaret og undertiden ingen orange tegninger.

Violetrandet ildfugl kan vel kun forveksles med Dukatsommerfuglen (Lycaena virgaureae).Hannen kendes dog let på, at Violetrandet ildfugl har en tydelig plet midt på vingen - det har Dukatsommerfuglehannen ikke. Hunnen kendes på, at Violetrandet ildfugl har en ret ensfarvet mørk bagvinge med kun en smal sømbånd. Dukatsommerfuglehunnen har derimod en meget broget bagvinge. Hvis man lærer ildfuglenes undersider at kende, kan de slet ikke forveksles.

Violetrandet ildfugl har kun én generation, der flyver fra midt i juni til midt i juli. Arten har en ret kort flyvetid på cirka 3 uger. I et tidligt år skal man lede efter arten noget tidligere end sædvanligt. Den findes på to typer lokaliteter - i næringsrige dele af moser og enge, gerne med buske eller træer i nærheden - eller den kan forekomme på meget tørre overdrev eller endda i gamle grusgrave. Den overvintrer som halvvoksen larve i tæt vegetation. Larvens foderplanter er Almindelig syre (Rumex acetosa), Rødknæ (R. acetocella) og Slangeurt (Polygonum bistorta). Den fuldvoksne larve kan ikke genkendes fra andre ildfuglelarver, såsom Lille Ildfugl eller Dukatsommerfugl.

Den voksne sommerfugl er ret aktiv midt på dagen og søger ivrigt til mange forskellige blomster på lokaliteten, f.eks på Engforglemmigej, Smørblomst, Kærtidsel, Trævlekrone.  Hannerne ses ofte flyve efter hinanden 3-5 ad gangen, så efter nogle dage ser de lidt slidte ud. Hunnen lever et mere roligt liv, lægger æg og tager næring til sig, den er ikke særligt sky, men svær at følge i den hurtige flugt. Sommerfuglen hviler ofte morgen og aften lavt i vegetationen med de udslåede vinger vendt mod solen.


Violetrandet ildfugl er rødlistet og  i tilbagegang i Danmark. Den findes dog stadig mange steder i Nord- og Midtjylland samt flere steder i Nordøstsjælland. Derimod synes arten at være forsvundet på de fleste af de andre øer. På Fyn blev arten regnet som uddød (men den blev genfundet på gamle fundsteder i 2008 og 2009), og der er heller ikke meldt nyere fund fra Sønderjylland, Lolland-Falster-Møn eller Bornholm. Violetrandet ildfugl er udbredt i Europa på nær Storbritannien, Holland, Vestfrankrig og store dele af Middelhavslandene

Årsagerne til tilbagegangen er bl.a. dræning, gødskning og tilgroning eller tilplantning. Arten er desuden meget følsom for overgræsning fx i forbindelse med naturpleje.Violetrandet ildfugls forekomstareal er reduceret med ca. 27% i perioden 1900-1989 i forhold til 1990-1993, men den er sandsynligvis gået endnu mere tilbage de seneste 10 år.


Beskyttelse af arten:
Der bør opretholdes en ekstensiv drift af lokaliteterne uden brug af gødning. Der bør især tages vare på de få bevarede lokaliteter på Øerne.


Kilde: Michael Stoltze: Dagsommerfugle i Danmark, 1998. Naturhistorisk Museum, Århus, Danmarks Fugle og Natur 2007, DMU; Rødlistedata, 2004.

photo Gammel Ry 25 Juni 2011: grethe bachmann