Monday, July 13, 2009

Mose i Rold skov, Nordjylland



Bølleblåfugl/Cranberry Blue
Vacciniina optilete

Bølleblåfugl flyver i én generation fra midt i juni til sidst i juli. Den lever i højmoser, hængesækmoser og fugtige heder med bølle eller tranebær og overvintrer som halvvoksen larve under et tranebærblad eller lignende sted lavt i mosevegetationen.

Larvens Foderplanter: mosebølle (Vaccinium uliginosum), tranebær ( Oxycoccus palustris) og muligvis andre and tørvemosernes dværgbuske.

Arten er ikke meget blomstersøgende, men begge køn ses dog af og til på blomster af tranebær, kragefod, rosmarinlyng eller klokkelyng.

Bølleblåfugl er meget lokal p.g.a. sin stærke tilknytning til næringsfattige moser. Den er i nogen tilbagegang på øerne. I Jylland er arten forsvundet en del steder i nyere tid, men dog også opdaget på adskillige nye lokaliteter.

Udbredelse i 2009 : Spredt i Jylland på passende lokaliteter. Almindeligst i Midt-Jylland omkring Silkeborg og i Vildmoserne. På Sjælland 2 lokaliteter omkring København, en ved Roskilde Fjord og i Holmegårds Mose. Arten findes også stadig et enkelt eller to steder på Fyn. I øjeblikket ikke kendt fra andre steder i Danmark. I tilbagegang.

Beskyttelse af arten: Der skal sikres en naturlig høj vandstand i de tilbageværende højmoser, så de ikke gror til, og højmosefladerne må ikke udsættes for græsning eller gødskning.



Moseperlemorsommerfugl/Cranberry Fritillary,
Boloria aquilonaris

Moseperlemorsommerfugl flyver fra midt i juni til sidst i juli. Den lever i højmoser, hængesækmoser og hedemoser med tranebær og overvintrer som spæd larve i lav mosevegetation, hyppigst på undersiden af et tranebærblad.

Larvens foderplanter: tranebær ( Oxycoccus palustris).

Inde på højmosefladen søger den til klokkelyng, men sommerfuglen strejfer en del omkring for at finde gode nektarplanter og ses tit på kragefod, kærtidsel o.lign. i mosernes randzone (laggen).

Den er forsvundet mange steder i takt med at højmoserne er blevet ødelagt. På Fyn og Sjælland er der nu kun henh. 4 og 3 lokaliteter tilbage. I Jylland er arten forsvundet mange steder mod øst, men trives relativt godt andre steder.

Beskyttelse af arten: Der skal sikres en naturlig høj vandstand i de tilbageværende højmoser, så de ikke gror til, og højmosefladerne må ikke udsættes for græsning eller gødskning. Mange lokaliteter er præget af drængrøfter, der bør kastes til. Ellers springer moserne i skov, fordi der kommer luft til tørven.

Kilde: Dagsommerfugle i Danmark, Michael Stoltze, 1998

Seneste 200 observationer af Moseperlemorsommerfugl


foto Lille Vildmose, Portlandmose juni 2009: grethe bachmann