Argusblåfugl/Silverstudded Blue

Plebejus argus
i Lille Vildmose



Argusblåfuglens vingefang er 20-31 mm. Den kendes fra andre blåfugle på det kraftige sorte pletmønster på undersiden af bagvingen med tydelige orange sømbånd og 4-5 øjepletter med metalskinnende kerner. Men indbyrdes ligner de hinanden. Hannen har en ret bred sort søm, der er uskarpt afgrænset mod det blå, mens sømmen hos hannen af foranderlig blåfugl er smal og skarpt afgrænset. Hunnerne er nemmere at kende, de er normalt brune med gyldent skær, mens hunner af foranderlig blåfugl normalt er mere eller mindre blå. Andre steder i Europa har hunner af argusblåfuglen dog tit blå rodfelter. Ved brug af en lup (mindst 10 x) kan indsamlede eksemplarer af arten kendes på, at de har en lille ravfarvet pig ved spidsen af forskinnebenet.

Hunnens orange sømpletter kan være svage eller mangle. Enkelte hunner har svagt blå bestøvning i rodfeltet eller nær sømmen.

 


Argusblåfugl flyver midt i juni til sidst i august. Den lever på heder og klitheder med nedslidt vegetation og nyspiret lyng. Den overvintrer som æg, der lægges enkeltvis på lave planter. Larvens foderplante er lav eller nyspiret hedelyng (Calluna vulgaris) og klokkelyng (Erica tetralix), men sikkert også flere andre lave planter.

Dens adfærd er som foranderlig blåfugl (Plebejus idas): Begge Plebejus-arter optræder i kolonier, hvor de flyver roligt omkring og ofte hviler dekorativt i vegetationen. Mod aften sætter de sig til ro i små selskaber i lyngplanter eller lign. Både æg, larver, pupper og de voksne sommerfugle kan tiltrække myrer. Larven er tit omgivet af myrer, som æder sekreter fra dens honningkirtler, og pupperne kan findes i myrereder.




En meget stærk vind den dag drillede både blåfuglen og mig!

Hyppighed og udbredelse:
Argusblåfugl findes i spredte bestande over det meste af Danmark, men er i tilbagegang overalt, især på Øerne. Uddød på Fyn i 1989, men stadig i isolerede bestande ved f.eks Trylleskoven, Ulvshale og Bøtø.
Årsagerne til dens tilbagegang er bl.a. tilgroning og ændring fra lynghede til græshede sandsynligvis på grund af kvælstofnedfald. Da dette problem ikke er løst eller har udsigt til at blive løst i nær fremtid, må arten forventes at gå yderligere tilbage de næste 10 år.

Kilde: Michael Stoltze, Dagsommerfugle i Danmark, 1998. DMU Rødlistedata.

foto Portland Mose, Lille Vildmose Juni 2010: grethe bachmann

Violetrandet Ildfugl / Purple-edged Copper, Gammel Ry, Midtjylland

Violetrandet ildfugl, Lycaena hippothoe

 I Danmark kan man kun regne med at se 4 slags ildfugle: Lille Ildfugl (Lycaena phlaeas), Dukatsommerfugl (Lycaena virgaureae), Violetrandet Ildfugl (Lycaena hippothoe) og Sort Ildfugl (Lycaena tityrus) (nu kun på Falster). Der findes også en art, som kaldes Violet Ildfugl, men den er kun fundet to gange i Danmark i 1939.

Violetrandet ildfugl har et vingefang på 28-36 mm. Hannen er rød med violet (blåligt) skinnende kanter. Den har en tydelig sort midtplet på forvingen. Undersiden mangler hvide pletter. Hunnen har kobberfarvede forvinger med sorte pletter. Dens bagvinger er mørkebrune med rødbrunt sømbånd. Hunnen kendes fra hunnen af den sjældne violet ildfugl på, at forvingens yderste pletrække i mellemfeldtet danner en regelmæssig bue.

Arten varierer kun lidt. Især kan antallet og størrelse af pletter på undersiden variere. Det er ikke usædvanligt at finde eksemplarer, hvor undersidens pletter er smeltet sammen til lange sorte streger. Det regnes for et genetisk svaghedstegn.Hannens violette skær og den sorte randbestøvning varierer. Hunnens overside har tit kun svage tegninger bevaret og undertiden ingen orange tegninger.

Violetrandet ildfugl kan vel kun forveksles med Dukatsommerfuglen (Lycaena virgaureae).Hannen kendes dog let på, at Violetrandet ildfugl har en tydelig plet midt på vingen - det har Dukatsommerfuglehannen ikke. Hunnen kendes på, at Violetrandet ildfugl har en ret ensfarvet mørk bagvinge med kun en smal sømbånd. Dukatsommerfuglehunnen har derimod en meget broget bagvinge. Hvis man lærer ildfuglenes undersider at kende, kan de slet ikke forveksles.

Violetrandet ildfugl har kun én generation, der flyver fra midt i juni til midt i juli. Arten har en ret kort flyvetid på cirka 3 uger. I et tidligt år skal man lede efter arten noget tidligere end sædvanligt. Den findes på to typer lokaliteter - i næringsrige dele af moser og enge, gerne med buske eller træer i nærheden - eller den kan forekomme på meget tørre overdrev eller endda i gamle grusgrave. Den overvintrer som halvvoksen larve i tæt vegetation. Larvens foderplanter er Almindelig syre (Rumex acetosa), Rødknæ (R. acetocella) og Slangeurt (Polygonum bistorta). Den fuldvoksne larve kan ikke genkendes fra andre ildfuglelarver, såsom Lille Ildfugl eller Dukatsommerfugl.

Den voksne sommerfugl er ret aktiv midt på dagen og søger ivrigt til mange forskellige blomster på lokaliteten, f.eks på Engforglemmigej, Smørblomst, Kærtidsel, Trævlekrone.  Hannerne ses ofte flyve efter hinanden 3-5 ad gangen, så efter nogle dage ser de lidt slidte ud. Hunnen lever et mere roligt liv, lægger æg og tager næring til sig, den er ikke særligt sky, men svær at følge i den hurtige flugt. Sommerfuglen hviler ofte morgen og aften lavt i vegetationen med de udslåede vinger vendt mod solen.


Violetrandet ildfugl er rødlistet og  i tilbagegang i Danmark. Den findes dog stadig mange steder i Nord- og Midtjylland samt flere steder i Nordøstsjælland. Derimod synes arten at være forsvundet på de fleste af de andre øer. På Fyn blev arten regnet som uddød (men den blev genfundet på gamle fundsteder i 2008 og 2009), og der er heller ikke meldt nyere fund fra Sønderjylland, Lolland-Falster-Møn eller Bornholm. Violetrandet ildfugl er udbredt i Europa på nær Storbritannien, Holland, Vestfrankrig og store dele af Middelhavslandene

Årsagerne til tilbagegangen er bl.a. dræning, gødskning og tilgroning eller tilplantning. Arten er desuden meget følsom for overgræsning fx i forbindelse med naturpleje.Violetrandet ildfugls forekomstareal er reduceret med ca. 27% i perioden 1900-1989 i forhold til 1990-1993, men den er sandsynligvis gået endnu mere tilbage de seneste 10 år.


Beskyttelse af arten:
Der bør opretholdes en ekstensiv drift af lokaliteterne uden brug af gødning. Der bør især tages vare på de få bevarede lokaliteter på Øerne.


Kilde: Michael Stoltze: Dagsommerfugle i Danmark, 1998. Naturhistorisk Museum, Århus, Danmarks Fugle og Natur 2007, DMU; Rødlistedata, 2004.

photo Gammel Ry 25 Juni 2011: grethe bachmann

Det Hvide C/Comma Butterfly

Polygonia C-album



Det hvide C har et vingefang på 44-50 mm. Den er kendelig på de takkede vinger og det hvide C. Eksemplarer, der klækker tidligt i juni er lyse(formen hutchinsoni). Dens flyvetid er fra sidst i juni til sidst i september og efter overvintringen fra marts til juni.

Det hvide C's levesteder er skovlysninger, skovbryn, krat, parker og haver med brændenælder, humle eller elm. Den overvintrer som voksen sommerfugl mellem grene og tæt løv i det fri. Larvens foderplanter er nælde (Urtica), humle (Humulus) og elm (Ulmus). Flugten er lynhurtig. Den søger til mange forskellige blomster og til overmoden nedfaldsfrugt.

Før 1990 var det hvide C som regel sjælden og enkeltvis, men i perioder hyppigere. Den er hyppig mange steder siden først i 1990´erne. Hyppigheden påvirkes formentlig af tilflyvere fra Sverige, hvor arten er almindelig. op (Humulus) and elm (Ulmus).

Source: Michael Stoltze, Dagsommerfugle i Danmark, 1998.

Se Comma Butterfly i England og andre lande.



foto Mindeparken Århus, 25 September 2010: grethe bachmann

Tidselsommerfugl/Painted Lady

Cynthia cardui



Tidselsommerfuglen har et vingefang på 50-60 mm. Den er let kendelig, men slidte eksemplarer kan overfladisk minde om andre takvinger eller perlemorsommerfugle. Variationen er ringe. Den orange farve kan være sløret af mørke skæl. I sjældne tilfælde er bagvingernes runde pletter i sømfeltet forstørrede og blå i midten.

Tilflyvere fra Nordafrika ankommer i maj og juni eller (sjældent) i april. Danske efterkommere flyver fra sidst i juli til først i oktober. Den kan som træksommerfugl træffes overalt og yngler i alle slags åbne områder. I trækperioder ses den især i stort tal på blomsterrige steder langs kysten.



Tidselsommerfuglen kan ikke overvintre i Danmark, hverken som voksen sommerfugl, æg, larve eller puppe. I Nordafrika, hvorfra de danske tilflyvere stammer, flyver arten året rundt og opformerer sig især om vinteren. Larvens foderplanter er tidsler (Carduus og Cirsium) og mange andre kurvplanter samt nælde (Urtica) og flere andre lave planter.

Flugten er hurtig og svirrende, og under træk kan arten undertiden optræde i hundredtusindvis eller millionvis. Den tiltrækkes af mange forskellige blomster, især hjortetrøst, tidsler og sommerfuglebuske i haver.


Hyppigheden er stærkt svingende alt efter tilflyvningen fra syd. Den kan helt udeblive i visse år, og i de fleste år optræder den ret fåtalligt. I gennemsnit optræder den i store mængder i Danmark ca. hvert 10. år. Uhyre talrig i 1988 og 1996. Fundet overalt i landet.

Kilde: Michael Stoltze: Dagsommerfugle i Danmark, 1997.

Tidselsommerfuglen i andre lande: Wikipedia

foto Mindeparken 31. August 2010: grethe bachmann

Rødplettet blåfugl/Brown Argus

Aricia agestis



Rødplettet blåfugl har et vingefang på 24-28 mm. Den kendes på den varmt chokoladebrune overside med de tydelige orange sømpletter, mørk midtplet på forvingen og fremtrædende mørke ribber. Undersiden ligner undersiden hos almindelig blåfugl, men de øverste sorte pletter ved bagvingekanten er placeret over hinanden så de danner et kolon (:). Hos almindelig blåfugl er de forskudt. Den ligner sortbrun blåfugl meget, men er mindre og med tydeligere sømpletter og mere fremtrædende sorte pletter på undersiden. Sortbrun blåfugl har desuden en flyvetid, der normalt falder midt mellem rødplettet blåfugls to generationer.

Variation: antallet og størrelsen af oversidens sømpletter varierer betydeligt.

Rødplettet blåfugl flyver midt i maj til sidst i juli og midt i juli til sidst i august i 2 generationer. Undertiden i en 3. generation i september. Flugten er svirrende og ikke særlig vedholdende. Den søger nektar på mange forskellige blomster. Den lever på ugødede overdrev, havskrænter, brakmarker og andre tørre steder. Den strejfer noget omkring og kan træffes langt fra yngleområderne. Den overvintrer som halvstore larver i vegetationen nær jordoverfladen. Larvens foderplanter er storkenæb (Geranium) og hejrenæb (Erodium cicutarium).

Rødplettet blåfugl er lokalt meget talrig på passende steder, f.eks. på Røsnæs eller på Helgenæs, men hyppigheden svinger en del. Arten synes at være blevet talrigere i de seneste år og havde bl.a. et decideret hyppighedsår i 1995.

Kilde:Michael Stoltze: Dagsommerfugle i Danmark., 1997.

photo Gl. Ry, Midtjylland august 2010: grethe bachmann

Kejserkåbe, Bjerre skov

Kejserkåbe, Silver-washed Fritillary
Argynnis paphia

Denne smukke sommerfugl er aktiv i juli indtil sidst i august - og hvert år ta'r jeg til Bjerre Skov ved Vejle Fjord for at finde den. Den flyver i lysninger og i solfyldte pletter i skoven og elsker brombærblomster. Navnet Kejserkåbe passer fint til den, de smukke farver og det fine mønster ville passe perfekt til en kejser. Argynnis paphia lever i Europa undtagen i den sydlige del af Spanien, i Skotland og den nordlige del af Skandinavien.

Kejserkåben er dyb orange med sorte pletter på oversiden af vingerne og med et vingefang på 54-70 mm; hannen er mindre og blegere end hunnen. Den er vores største perlemorsommerfugl. Den er kendelig på størrelsen og den marmorede bagvingeunderside, der mangler egentlige perlemorpletter. Sjældent, men stedvis og årvis forekommer den særprægede hun-form valesina, der er grønsort med strågul bundfarve.

Dens levested er skovbryn og skovlysninger, ofte i ganske små lysninger eller åben skov. Den overvintrer som æg, der anbringes i barkrevner på træer. Larvens foderplanter er forskellige violarter (Viola). Flugten er sikker, hurtig og sejlende. Den søger især til blomstrende brombær samt til tidsler. Parringsflugten, der kan iagttages på gode lokaliteter om formiddagen, er meget særpræget og smuk. Den består i, at hannen bagfra flyver nedenunder og derpå stejlt op foran hunnen, der fortsætter ligeud, mens hannen taber fart og atter gang på gang dykker ned under og stejlt op foran hunnen.



Skov og Naturstyrelsen: I gamle dage var Kejserkåben især knyttet til stævningsskovene. Den er i alvorlig nedgang i Danmark, muligvis på grund af manglen på lysåbne skove. Indtil omkring 1990 var den talrig i Nordjylland i Rold Skov og i Lille Vildmose, men efter 1990 er den kun kendt i få eksemplarer, f.eks. i Rebild - og uden for Nordjylland i skovene ved Vejle Fjord, i Guldbjerg Skov på Fyn og i Gribskov i Nordsjælland. Der er stadig talrige bestande på resten af Sjælland, Lolland-Falster, Møn og Bornholm.

Beskyttelse af arten: Arten kræver mange små og ugødskede lysninger. Den trives godt i skove med ekstensiv udnyttelse, f.eks. i stævningsskove, hvor der er mange lysninger i forskellige tilvoksningsstadier. Argynnis paphia er på den danske Rødliste som moderat truet.

Kilde: Michael Stoltze, Dagsommerfugle i Danmark,1997; Skov og Naturstyrelsen 2009.

foto Bjerre Skov 17. Juli 2010: grethe bachmann

Hedepletvinge , en sjælden sommerfugl i Danmark

Hedepletvinge/ Marsh Fritillary/Euphydryas aurinia

Kendetegn: vingefang 33-42 mm. I friskklækket tilstand er arten let genkendelig på de ret smalle vinger og de brogede tegninger i sort, gulligt og orangebrunt. Farverne varierer betydeligt, og undertiden er grundfarven ensartet orangebrun. Hannerne kan være meget små, undertiden ned til 30 mm i vingefang.

Adfærd: Flugten er lav og skiftevis svirrende og svævende. Begge køn er stærkt blomstersøgende og ses f.eks. på kærtidsel, engbrandbæger eller guldblomme.

Flyvetid: Flyvetiden er kort og strækker sig sjældent over mere end tre uger i de enkelte år. Det sikreste tidspunkt er 1-2 uger ind i juni, men flyvetiden kan starte sidst i maj i varme år og strække sig lidt ind i juli i kølige år.

Levested: Levestederne er svære at karakterisere. Det er gerne grænseområder mellem fugtige og tørre arealer på næringsfattig bund, f.eks. i kanten af heder og tørvemoser og i lavninger mellem de inderste klitter og de bagvedliggende heder.

Larven: Larven overvintrer i fællesskab som halvvoksne larver i tæt spind på foderplanten djævelsbid (Succisa pratensis).

Hyppighed og udbredelse: tidligere udbredt i lokale bestande over store dele af Danmark, men er gået voldsomt tilbage siden slutningen af det 19. århundrede. Forsvandt fra Sjælland i 1920' erne og fra størstedelen af Jylland i perioden 1950-1990. Siden 1990 kun kendt fra omkring 20 små lokaliteter i Nordjylland.

Beskyttelse af arten: Arten tåler ingen former for gødskning af levestederne. Forstyrrelser i form af let græsning, evt. blot med flere års mellemrum og aldrig på hele lokaliteten samtidig, er nødvendige. Der er behov for undersøgelser over, hvorledes arten reagerer på forskellige indgreb på lokaliteterne, hvis arten skal bevares på de tilbageværende levesteder. Fredet.

Skov- og Naturstyrelsen

Kilde: Michael Stoltze "Dagsommerfugle i Danmark", 1997

foto juni 2010 Nordjylland: stig bachmann nielsen Naturplan Foto