Friday, September 3, 2010

Tidselsommerfugl/Painted Lady

Cynthia cardui



Tidselsommerfuglen har et vingefang på 50-60 mm. Den er let kendelig, men slidte eksemplarer kan overfladisk minde om andre takvinger eller perlemorsommerfugle. Variationen er ringe. Den orange farve kan være sløret af mørke skæl. I sjældne tilfælde er bagvingernes runde pletter i sømfeltet forstørrede og blå i midten.

Tilflyvere fra Nordafrika ankommer i maj og juni eller (sjældent) i april. Danske efterkommere flyver fra sidst i juli til først i oktober. Den kan som træksommerfugl træffes overalt og yngler i alle slags åbne områder. I trækperioder ses den især i stort tal på blomsterrige steder langs kysten.



Tidselsommerfuglen kan ikke overvintre i Danmark, hverken som voksen sommerfugl, æg, larve eller puppe. I Nordafrika, hvorfra de danske tilflyvere stammer, flyver arten året rundt og opformerer sig især om vinteren. Larvens foderplanter er tidsler (Carduus og Cirsium) og mange andre kurvplanter samt nælde (Urtica) og flere andre lave planter.

Flugten er hurtig og svirrende, og under træk kan arten undertiden optræde i hundredtusindvis eller millionvis. Den tiltrækkes af mange forskellige blomster, især hjortetrøst, tidsler og sommerfuglebuske i haver.


Hyppigheden er stærkt svingende alt efter tilflyvningen fra syd. Den kan helt udeblive i visse år, og i de fleste år optræder den ret fåtalligt. I gennemsnit optræder den i store mængder i Danmark ca. hvert 10. år. Uhyre talrig i 1988 og 1996. Fundet overalt i landet.

Kilde: Michael Stoltze: Dagsommerfugle i Danmark, 1997.

Tidselsommerfuglen i andre lande: Wikipedia

foto Mindeparken 31. August 2010: grethe bachmann

No comments: