
Dukatsommerfugl/Scarce Copper
Lycaena virgaureae
Dukatsommerfugl flyver i en langtrukken generation fra sidst i juni til først i september.
Den lever i blomsterrige skovlysninger og skovbryn, bakkede lyngområder, kystskrænter og lignende kuperet terræn med krat og mange blomster. Den overvintrer som æg på værtsplanten eller vissent plantemateriale i nærheden. Den spæde larve udvikles inde i ægget inden overvintringen.
Larvens foderplanter: almindelig syre (Rumex acetosa), rødknæ ( R. acetocella) og måske også andre arter af syre og skræppe (Rumex).
Arten søger især til blomster, især til blåhat eller kurvplanter som agertidsel, gyldenris, brandbæger, hvid okseøje og røllike.
Den optræder tit i små men talstærke kolonier på egnede lokaliteter. Der er kun et sikkert fund fra Fyn, og arten synes at være forsvundet fra Lolland-Falster i løbet af 1970´erne og 1980´erne. Derimod har den bredt sig betydeligt i Jylland i de seneste år.
foto Gammel Ry Juni 2007: grethe bachmann