Skovblåfugl/ Holly Blue

Rømerhaven, Aarhus, August 2013.

Celastrina argiolus



Skovblåfugl har et vingefang på 25-32 mm. Den er let kendelig på sin sarte lyseblå farve og den sølvblå underside med de små prikker - også på dens flugtadfærd og den tidlige flyvetid. Eksemplarer af 2. generation er større med lysere og mere skinnende overside end hos 1. generation. Hunnens overside har brede, mørke kanter langs sømmen, bredest hos 2. generation og ligner dermed ikke nogle andre danske blåfugle. Undersiden hos begge køn er også ganske karakteristisk. Den er hvidlig grå med en ligesom pudret, fløjlsagtig karakter. Mangler sømmåner, men har fine sorte pletter.

Der er 2 generationer fra sidst i april til midt i juni og fra midt i juli til omkring 1. september. 2. generation er talrigere and 1. generation på Bornholm, Møn og Lolland, Falster - men i resten af Danmark er 2. generation ganske fåtallig.  Den har dog i nogle år været almindelig mange steder.


Skovblåfugl er nu ret vidt udbredt, men hyppigheden veksler stærkt. Den var talrig i 1993, hvor den optrådte i dele af Danmark hvor den ikke før havde været påvist.

Rømerhaven, Aarhus August 2013.

Skovblåfugl lever i skove og krat, især fugtige steder med tørstetræer, men også i gamle haver, parker eller skove med vedbend. Den overvintrer som puppe mellem blade og grene. Larvens foderplanter er især tørst (Prangula alnus) i forsommeren og vedbend (Hedera elix) i sensommeren, men også hedelyng (Calluna) kristtorn (Ilex) mv. Artens larve lever på mange forskellige planter. Det er nok den blåfugl, som benytter flest værtsplanter i Danmark. Arten er speciel ved kun at leve af knopper og frugter og kun sjældent blade.

Skovblåfuglens flugt er målrettet og rolig i et par meters højde, idet sommerfuglen følger løvhanget. Den soler sig både på blade og søger af og til nektar på pilerakler, tørst mv. Den strejfer meget omkring og kan ses langt udenfor dens faste ynglebiotop.


Source: Michael Stoltze, Dagsommerfugle i Danmark, 1998; Fugle og Natur, Felthåndbogen, 2013.
photo Rømerhaven august 2013/Bjerre skov 2007: grethe bachmann 

Bjerre skov, Horsens,  2007.

Sandrandøje / Grayling

Hipparchia semele

Sandrandøje har et vingefang på 44-55 mm. Den er let at kende på sin flugtadfærd og på den gråmelerede underside af bagvingen. Arten hviler altid med sammenklappede vinger. Oversiden ses normalt ikke i naturen.

Udbredelse af de lyse partier omkring øjepletterne på hunnens overside varierer. Undertiden træffes amå eksemplarer med et vingefang ned til 37-38 mm.

Sandrandøje flyver fra omkring 1. juli til ca. 1. september i én generation. Den er knyttet til åbne, sandede, stenede eller klippefyldte områder som fx klitter, tørre heder, sandede strandoverdrev, strandvolde eller klippeheder på Bornholm, især ved kysten,

Den overvintrer som halvvoksen larve i græsset, og larvens foderplanter er forskellige tørke-tolerante græsarter.

Flugten er hurtig og urolig. Den tilbringer en stor del af tiden med at sole sig på jordoverfladen eller i lav vegetation. Den søger dog også til blomster, fx til timian, tidsler, hedelyng, klokkelyng eller blåmunke. På gode lokaliteter skræmmer man ofte sommerfuglen op, hvorpå den flyver kort og sætter sig lige så pludselig med sammenklappede vinger, så den er godt kamufleret.


















Hyppighed og udbredelse
Sandrandøje er talrig mange steder ved kysterne, men er forsvundet fra mange indlandslokaliteter. Den findes i spredte kolonier i landets sydlige dele.

  
Kilde: Michael Stoltze, Dagsommerfugle i Danmark, Felthåndbog 1997
 foto Glatved strand 6. august 2011: grethe bachmann 



In Britain: (kilde wikipedia)
The Grayling (Hipparchia semele) is a species in the brush-footed butterfly family Nymphalidae. It sometimes occurs in coastal areas of northeast Scotland such as the Fowlsheugh Nature Reserve. It can also be found near the coast around England, such as Fire Beacon Hill. This species is often associated with bare ground and rocky hills.

They rest with closed wings, forewings lowered between the hindwings as do many Satyrinae. When disturbed, they raise the forewing so that the large eyespots near its apex become visible. A predator attacking the butterfly could either be startled by the sudden appearance of the pattern, or be enticed into attacking the conspicuous spot rather than the butterfly's body (Stevens, 2005). A very similar species has recently been discovered at Faraluep, Stripe-backed Grayling.

Habitat: coast, dunes, salt marsh, undercliffs, clifftops, dry heathland, calcareous grassland, old quarries, earthworks, derelict old spoil heaps, open woodland on stony ground, dry and well-drained soil with sparse vegetation  and plenty of bare ground in open sunny positions.

Life cycle: Egg 15 July to 21 September. Larva 1 August to 21 June.  Pupa 7 June to 7 August. Adult 1 to 14 June and 7 to 21 July.

Host plants: Sheep's fescue - Festuca ovina; Red fescue - Festuca rubra; Bristle Bent - Agrostis curtisii; Early Hair-grass - Aira praecox; Tufted Hair-grass - Deschampsia cespitosa; Marram - Ammophila arenaria. 

Nældens Takvinge 2 marts 2012

Nældens Takvinge, den første sommerfugl jeg har set i år, fredag 2 marts ved Forsthaven i Århus.





foto 2/3-2012: grethe bachmann.

Dværgblåfugl, ved mose i Rold skov

 Cupido minimus

Dværgblåfuglen har et vingefang på 18-24 mm. Den er let kendelig på sin ringe størrelse og den blygrå underside med de fine prikker. Store hunner kan minde om små hunner af engblåfugl, der kun adskiller sig fra dværgblåfuglen ved en mere brun grundfarve på undersiden.

Hannens underside varierer fra blygrå til lysegrå i grundfarven, og de sorte pletter kan være reducerede eller i sjældne tilfælde mangle helt.

Dværgblåfuglen flyver overvejende fra midt i maj indtil først i juli, men friske individer kan træffes gennem resten af sommeren frem til midt i september. Arten er talrigst i maj og juni, og de sene fund er tilsyneladende en blanding af sent klækkede individer af 1. generation og en partiel 2. generation.

Den lever overalt på steder med rundbælg, d.v.s grusgrave, vejskråninger, kystskrænter med skred, klitområder og andre forstyrrede arealer.Den overvintrer som fuldvoksen larve mellem plantedele og mos tæt ved jordoverfladen. Larvens foderplanter er rundbælg (Anthyllis vulneraria).

Flugten er langsom og svirrende i lav højde, ofte hele nede mellem vegetationen. Hannerne er territoriale og sætter sig på lave planter med de udslåede vinger vendt mod solen, så det sølvblå skær er tydeligt. Fra sin udkikspost flyver hannen op mod forbipasserende insekter, og hvis det er en uparret hun indledes parringen, der varer længe. Begge køn søger til blomster og tiltrækkes af fugtig jord eller ekskrementer.

Dværgblåfugl er udbredt og ofte talrig på passende lokaliteter i det meste af landet, men mangler på Lolland-Falster og er i nogen tilbagegang på Øerne. Ingen nyere fund på Bornholm.


 Kilde: 
Michael Stoltze, Dagsommerfugle i Danmark, 1998

photo Rold skov juli 2011: grethe bachmann.

Argusblåfugl/Silverstudded Blue

Plebejus argus
i Lille Vildmose



Argusblåfuglens vingefang er 20-31 mm. Den kendes fra andre blåfugle på det kraftige sorte pletmønster på undersiden af bagvingen med tydelige orange sømbånd og 4-5 øjepletter med metalskinnende kerner. Men indbyrdes ligner de hinanden. Hannen har en ret bred sort søm, der er uskarpt afgrænset mod det blå, mens sømmen hos hannen af foranderlig blåfugl er smal og skarpt afgrænset. Hunnerne er nemmere at kende, de er normalt brune med gyldent skær, mens hunner af foranderlig blåfugl normalt er mere eller mindre blå. Andre steder i Europa har hunner af argusblåfuglen dog tit blå rodfelter. Ved brug af en lup (mindst 10 x) kan indsamlede eksemplarer af arten kendes på, at de har en lille ravfarvet pig ved spidsen af forskinnebenet.

Hunnens orange sømpletter kan være svage eller mangle. Enkelte hunner har svagt blå bestøvning i rodfeltet eller nær sømmen.

 


Argusblåfugl flyver midt i juni til sidst i august. Den lever på heder og klitheder med nedslidt vegetation og nyspiret lyng. Den overvintrer som æg, der lægges enkeltvis på lave planter. Larvens foderplante er lav eller nyspiret hedelyng (Calluna vulgaris) og klokkelyng (Erica tetralix), men sikkert også flere andre lave planter.

Dens adfærd er som foranderlig blåfugl (Plebejus idas): Begge Plebejus-arter optræder i kolonier, hvor de flyver roligt omkring og ofte hviler dekorativt i vegetationen. Mod aften sætter de sig til ro i små selskaber i lyngplanter eller lign. Både æg, larver, pupper og de voksne sommerfugle kan tiltrække myrer. Larven er tit omgivet af myrer, som æder sekreter fra dens honningkirtler, og pupperne kan findes i myrereder.




En meget stærk vind den dag drillede både blåfuglen og mig!

Hyppighed og udbredelse:
Argusblåfugl findes i spredte bestande over det meste af Danmark, men er i tilbagegang overalt, især på Øerne. Uddød på Fyn i 1989, men stadig i isolerede bestande ved f.eks Trylleskoven, Ulvshale og Bøtø.
Årsagerne til dens tilbagegang er bl.a. tilgroning og ændring fra lynghede til græshede sandsynligvis på grund af kvælstofnedfald. Da dette problem ikke er løst eller har udsigt til at blive løst i nær fremtid, må arten forventes at gå yderligere tilbage de næste 10 år.

Kilde: Michael Stoltze, Dagsommerfugle i Danmark, 1998. DMU Rødlistedata.

foto Portland Mose, Lille Vildmose Juni 2010: grethe bachmann

Violetrandet Ildfugl / Purple-edged Copper, Gammel Ry, Midtjylland

Violetrandet ildfugl, Lycaena hippothoe

 I Danmark kan man kun regne med at se 4 slags ildfugle: Lille Ildfugl (Lycaena phlaeas), Dukatsommerfugl (Lycaena virgaureae), Violetrandet Ildfugl (Lycaena hippothoe) og Sort Ildfugl (Lycaena tityrus) (nu kun på Falster). Der findes også en art, som kaldes Violet Ildfugl, men den er kun fundet to gange i Danmark i 1939.

Violetrandet ildfugl har et vingefang på 28-36 mm. Hannen er rød med violet (blåligt) skinnende kanter. Den har en tydelig sort midtplet på forvingen. Undersiden mangler hvide pletter. Hunnen har kobberfarvede forvinger med sorte pletter. Dens bagvinger er mørkebrune med rødbrunt sømbånd. Hunnen kendes fra hunnen af den sjældne violet ildfugl på, at forvingens yderste pletrække i mellemfeldtet danner en regelmæssig bue.

Arten varierer kun lidt. Især kan antallet og størrelse af pletter på undersiden variere. Det er ikke usædvanligt at finde eksemplarer, hvor undersidens pletter er smeltet sammen til lange sorte streger. Det regnes for et genetisk svaghedstegn.Hannens violette skær og den sorte randbestøvning varierer. Hunnens overside har tit kun svage tegninger bevaret og undertiden ingen orange tegninger.

Violetrandet ildfugl kan vel kun forveksles med Dukatsommerfuglen (Lycaena virgaureae).Hannen kendes dog let på, at Violetrandet ildfugl har en tydelig plet midt på vingen - det har Dukatsommerfuglehannen ikke. Hunnen kendes på, at Violetrandet ildfugl har en ret ensfarvet mørk bagvinge med kun en smal sømbånd. Dukatsommerfuglehunnen har derimod en meget broget bagvinge. Hvis man lærer ildfuglenes undersider at kende, kan de slet ikke forveksles.

Violetrandet ildfugl har kun én generation, der flyver fra midt i juni til midt i juli. Arten har en ret kort flyvetid på cirka 3 uger. I et tidligt år skal man lede efter arten noget tidligere end sædvanligt. Den findes på to typer lokaliteter - i næringsrige dele af moser og enge, gerne med buske eller træer i nærheden - eller den kan forekomme på meget tørre overdrev eller endda i gamle grusgrave. Den overvintrer som halvvoksen larve i tæt vegetation. Larvens foderplanter er Almindelig syre (Rumex acetosa), Rødknæ (R. acetocella) og Slangeurt (Polygonum bistorta). Den fuldvoksne larve kan ikke genkendes fra andre ildfuglelarver, såsom Lille Ildfugl eller Dukatsommerfugl.

Den voksne sommerfugl er ret aktiv midt på dagen og søger ivrigt til mange forskellige blomster på lokaliteten, f.eks på Engforglemmigej, Smørblomst, Kærtidsel, Trævlekrone.  Hannerne ses ofte flyve efter hinanden 3-5 ad gangen, så efter nogle dage ser de lidt slidte ud. Hunnen lever et mere roligt liv, lægger æg og tager næring til sig, den er ikke særligt sky, men svær at følge i den hurtige flugt. Sommerfuglen hviler ofte morgen og aften lavt i vegetationen med de udslåede vinger vendt mod solen.


Violetrandet ildfugl er rødlistet og  i tilbagegang i Danmark. Den findes dog stadig mange steder i Nord- og Midtjylland samt flere steder i Nordøstsjælland. Derimod synes arten at være forsvundet på de fleste af de andre øer. På Fyn blev arten regnet som uddød (men den blev genfundet på gamle fundsteder i 2008 og 2009), og der er heller ikke meldt nyere fund fra Sønderjylland, Lolland-Falster-Møn eller Bornholm. Violetrandet ildfugl er udbredt i Europa på nær Storbritannien, Holland, Vestfrankrig og store dele af Middelhavslandene

Årsagerne til tilbagegangen er bl.a. dræning, gødskning og tilgroning eller tilplantning. Arten er desuden meget følsom for overgræsning fx i forbindelse med naturpleje.Violetrandet ildfugls forekomstareal er reduceret med ca. 27% i perioden 1900-1989 i forhold til 1990-1993, men den er sandsynligvis gået endnu mere tilbage de seneste 10 år.


Beskyttelse af arten:
Der bør opretholdes en ekstensiv drift af lokaliteterne uden brug af gødning. Der bør især tages vare på de få bevarede lokaliteter på Øerne.


Kilde: Michael Stoltze: Dagsommerfugle i Danmark, 1998. Naturhistorisk Museum, Århus, Danmarks Fugle og Natur 2007, DMU; Rødlistedata, 2004.

photo Gammel Ry 25 Juni 2011: grethe bachmann

Det Hvide C/Comma Butterfly

Polygonia C-album



Det hvide C har et vingefang på 44-50 mm. Den er kendelig på de takkede vinger og det hvide C. Eksemplarer, der klækker tidligt i juni er lyse(formen hutchinsoni). Dens flyvetid er fra sidst i juni til sidst i september og efter overvintringen fra marts til juni.

Det hvide C's levesteder er skovlysninger, skovbryn, krat, parker og haver med brændenælder, humle eller elm. Den overvintrer som voksen sommerfugl mellem grene og tæt løv i det fri. Larvens foderplanter er nælde (Urtica), humle (Humulus) og elm (Ulmus). Flugten er lynhurtig. Den søger til mange forskellige blomster og til overmoden nedfaldsfrugt.

Før 1990 var det hvide C som regel sjælden og enkeltvis, men i perioder hyppigere. Den er hyppig mange steder siden først i 1990´erne. Hyppigheden påvirkes formentlig af tilflyvere fra Sverige, hvor arten er almindelig. op (Humulus) and elm (Ulmus).

Source: Michael Stoltze, Dagsommerfugle i Danmark, 1998.

Se Comma Butterfly i England og andre lande.



foto Mindeparken Århus, 25 September 2010: grethe bachmann

Tidselsommerfugl/Painted Lady

Cynthia cardui



Tidselsommerfuglen har et vingefang på 50-60 mm. Den er let kendelig, men slidte eksemplarer kan overfladisk minde om andre takvinger eller perlemorsommerfugle. Variationen er ringe. Den orange farve kan være sløret af mørke skæl. I sjældne tilfælde er bagvingernes runde pletter i sømfeltet forstørrede og blå i midten.

Tilflyvere fra Nordafrika ankommer i maj og juni eller (sjældent) i april. Danske efterkommere flyver fra sidst i juli til først i oktober. Den kan som træksommerfugl træffes overalt og yngler i alle slags åbne områder. I trækperioder ses den især i stort tal på blomsterrige steder langs kysten.



Tidselsommerfuglen kan ikke overvintre i Danmark, hverken som voksen sommerfugl, æg, larve eller puppe. I Nordafrika, hvorfra de danske tilflyvere stammer, flyver arten året rundt og opformerer sig især om vinteren. Larvens foderplanter er tidsler (Carduus og Cirsium) og mange andre kurvplanter samt nælde (Urtica) og flere andre lave planter.

Flugten er hurtig og svirrende, og under træk kan arten undertiden optræde i hundredtusindvis eller millionvis. Den tiltrækkes af mange forskellige blomster, især hjortetrøst, tidsler og sommerfuglebuske i haver.


Hyppigheden er stærkt svingende alt efter tilflyvningen fra syd. Den kan helt udeblive i visse år, og i de fleste år optræder den ret fåtalligt. I gennemsnit optræder den i store mængder i Danmark ca. hvert 10. år. Uhyre talrig i 1988 og 1996. Fundet overalt i landet.

Kilde: Michael Stoltze: Dagsommerfugle i Danmark, 1997.

Tidselsommerfuglen i andre lande: Wikipedia

foto Mindeparken 31. August 2010: grethe bachmann

Rødplettet blåfugl/Brown Argus

Aricia agestis



Rødplettet blåfugl har et vingefang på 24-28 mm. Den kendes på den varmt chokoladebrune overside med de tydelige orange sømpletter, mørk midtplet på forvingen og fremtrædende mørke ribber. Undersiden ligner undersiden hos almindelig blåfugl, men de øverste sorte pletter ved bagvingekanten er placeret over hinanden så de danner et kolon (:). Hos almindelig blåfugl er de forskudt. Den ligner sortbrun blåfugl meget, men er mindre og med tydeligere sømpletter og mere fremtrædende sorte pletter på undersiden. Sortbrun blåfugl har desuden en flyvetid, der normalt falder midt mellem rødplettet blåfugls to generationer.

Variation: antallet og størrelsen af oversidens sømpletter varierer betydeligt.

Rødplettet blåfugl flyver midt i maj til sidst i juli og midt i juli til sidst i august i 2 generationer. Undertiden i en 3. generation i september. Flugten er svirrende og ikke særlig vedholdende. Den søger nektar på mange forskellige blomster. Den lever på ugødede overdrev, havskrænter, brakmarker og andre tørre steder. Den strejfer noget omkring og kan træffes langt fra yngleområderne. Den overvintrer som halvstore larver i vegetationen nær jordoverfladen. Larvens foderplanter er storkenæb (Geranium) og hejrenæb (Erodium cicutarium).

Rødplettet blåfugl er lokalt meget talrig på passende steder, f.eks. på Røsnæs eller på Helgenæs, men hyppigheden svinger en del. Arten synes at være blevet talrigere i de seneste år og havde bl.a. et decideret hyppighedsår i 1995.

Kilde:Michael Stoltze: Dagsommerfugle i Danmark., 1997.

photo Gl. Ry, Midtjylland august 2010: grethe bachmann

Kejserkåbe, Bjerre skov

Kejserkåbe, Silver-washed Fritillary
Argynnis paphia

Denne smukke sommerfugl er aktiv i juli indtil sidst i august - og hvert år ta'r jeg til Bjerre Skov ved Vejle Fjord for at finde den. Den flyver i lysninger og i solfyldte pletter i skoven og elsker brombærblomster. Navnet Kejserkåbe passer fint til den, de smukke farver og det fine mønster ville passe perfekt til en kejser. Argynnis paphia lever i Europa undtagen i den sydlige del af Spanien, i Skotland og den nordlige del af Skandinavien.

Kejserkåben er dyb orange med sorte pletter på oversiden af vingerne og med et vingefang på 54-70 mm; hannen er mindre og blegere end hunnen. Den er vores største perlemorsommerfugl. Den er kendelig på størrelsen og den marmorede bagvingeunderside, der mangler egentlige perlemorpletter. Sjældent, men stedvis og årvis forekommer den særprægede hun-form valesina, der er grønsort med strågul bundfarve.

Dens levested er skovbryn og skovlysninger, ofte i ganske små lysninger eller åben skov. Den overvintrer som æg, der anbringes i barkrevner på træer. Larvens foderplanter er forskellige violarter (Viola). Flugten er sikker, hurtig og sejlende. Den søger især til blomstrende brombær samt til tidsler. Parringsflugten, der kan iagttages på gode lokaliteter om formiddagen, er meget særpræget og smuk. Den består i, at hannen bagfra flyver nedenunder og derpå stejlt op foran hunnen, der fortsætter ligeud, mens hannen taber fart og atter gang på gang dykker ned under og stejlt op foran hunnen.



Skov og Naturstyrelsen: I gamle dage var Kejserkåben især knyttet til stævningsskovene. Den er i alvorlig nedgang i Danmark, muligvis på grund af manglen på lysåbne skove. Indtil omkring 1990 var den talrig i Nordjylland i Rold Skov og i Lille Vildmose, men efter 1990 er den kun kendt i få eksemplarer, f.eks. i Rebild - og uden for Nordjylland i skovene ved Vejle Fjord, i Guldbjerg Skov på Fyn og i Gribskov i Nordsjælland. Der er stadig talrige bestande på resten af Sjælland, Lolland-Falster, Møn og Bornholm.

Beskyttelse af arten: Arten kræver mange små og ugødskede lysninger. Den trives godt i skove med ekstensiv udnyttelse, f.eks. i stævningsskove, hvor der er mange lysninger i forskellige tilvoksningsstadier. Argynnis paphia er på den danske Rødliste som moderat truet.

Kilde: Michael Stoltze, Dagsommerfugle i Danmark,1997; Skov og Naturstyrelsen 2009.

foto Bjerre Skov 17. Juli 2010: grethe bachmann

Hedepletvinge , en sjælden sommerfugl i Danmark

Hedepletvinge/ Marsh Fritillary/Euphydryas aurinia

Kendetegn: vingefang 33-42 mm. I friskklækket tilstand er arten let genkendelig på de ret smalle vinger og de brogede tegninger i sort, gulligt og orangebrunt. Farverne varierer betydeligt, og undertiden er grundfarven ensartet orangebrun. Hannerne kan være meget små, undertiden ned til 30 mm i vingefang.

Adfærd: Flugten er lav og skiftevis svirrende og svævende. Begge køn er stærkt blomstersøgende og ses f.eks. på kærtidsel, engbrandbæger eller guldblomme.

Flyvetid: Flyvetiden er kort og strækker sig sjældent over mere end tre uger i de enkelte år. Det sikreste tidspunkt er 1-2 uger ind i juni, men flyvetiden kan starte sidst i maj i varme år og strække sig lidt ind i juli i kølige år.

Levested: Levestederne er svære at karakterisere. Det er gerne grænseområder mellem fugtige og tørre arealer på næringsfattig bund, f.eks. i kanten af heder og tørvemoser og i lavninger mellem de inderste klitter og de bagvedliggende heder.

Larven: Larven overvintrer i fællesskab som halvvoksne larver i tæt spind på foderplanten djævelsbid (Succisa pratensis).

Hyppighed og udbredelse: tidligere udbredt i lokale bestande over store dele af Danmark, men er gået voldsomt tilbage siden slutningen af det 19. århundrede. Forsvandt fra Sjælland i 1920' erne og fra størstedelen af Jylland i perioden 1950-1990. Siden 1990 kun kendt fra omkring 20 små lokaliteter i Nordjylland.

Beskyttelse af arten: Arten tåler ingen former for gødskning af levestederne. Forstyrrelser i form af let græsning, evt. blot med flere års mellemrum og aldrig på hele lokaliteten samtidig, er nødvendige. Der er behov for undersøgelser over, hvorledes arten reagerer på forskellige indgreb på lokaliteterne, hvis arten skal bevares på de tilbageværende levesteder. Fredet.

Skov- og Naturstyrelsen

Kilde: Michael Stoltze "Dagsommerfugle i Danmark", 1997

foto juni 2010 Nordjylland: stig bachmann nielsen Naturplan Foto

Citronsommerfugl/Common Brimstone

Gonepteryx rhamni



Ved Torup sø, Midtjylland 3. april 2010: grethe bachmann

Lisbjerg skov nord for Århus

Nældens takvinge på den første milde martsdag.

foto: stig bachmann nielsen, Naturplan Foto

Køllesværmere i Gammel Ry

Der findes 8 forskellige arter af køllesværmere i Danmark. Her er et par stykker.

Grøn Køllesværmer, Adscita statices

Hannen hos Grøn Køllesværmer har et vingefang på 25-31 mm, mens hunnen er lidt mindre. Bryst,bagkrop og antenner er grønne, forvingerne er metallisk grønne, hvilket har givet den tilnavnet metalvinge. Forvingerne har undertiden et blåligt skær, mens bagvingerne er mere grå og næsten gennemsigtige. Følehornene er tydeligt takkede, næsten fjerformede hos hannerne, mens hunnernes antenner kun har ubetydelige takker. Grøn Køllesværmer kan ikke forveksles med andre danske arter. Larven er næsten ensfarvet brun og lever på syre.

Seksplettet Køllesværmer, Zygaena filipendulae

Denne art har et vingefang på 28-39 mm. Forvingerne er metallisk blåsorte med seks røde pletter. De to pletter tættest på kroppen sidder ganske nær hinanden og flyder næsten sammen. Kroppen er sort mens bagvingerne er røde med en smal sort kant. Ingen anden dansk køllesværmer har seks pletter, så den kan normalt ikke forveksles med andre køllesværmere. Larven er gul med sorte pletter. Den lever mest på kællingetand, rødkløver og andre planter af ærteblomstfamilien.

Femplettet Køllesværmer, Zygaena lonicerae

Hos Femplettet Køllesværmer er vingefanget 32-40 mm eller større. Forvingen er metallisk blåsort med fem røde pletter. Kroppen er sort, bagvingen er rød med en smal sort kant. Femplettet Køllesværmer ligner den seksplettede i både farve og størrelse, men kan let adskilles fra denne ved den manglende sjette plet. Derimod kan den forvekles med Lille Køllesværmer, Zygaena viciae og Engkøllesværmer, Zygaena trifolii, der begge ligeledes har fem pletter. Femplettet Køllesværmer er dog noget større end Lille Køllesværmer og har kraftigere antenner. Larven af Femplettet Køllesværmer er grøn med sorte og gule pletter. Den lever på planter af ærteblomstfamilien, fx kløver og vikke.

Lille Køllesværmer, Zygaena viciae

Denne art har et vingefang på 22-31 mm. Forvingerne er sorte med et svagt blåt eller grønt metalskær. Den har ligesom Femplettet Køllesværmer og Engkøllesværmer fem røde pletter på forvingerne. Lille Køllesværmer er dog noget mindre. Bagvingen er rød med en relativ bred sort kant. Den midterste røde plet på forvingen er mere aflang end hos Femplettet Køllesværmer. Larven er næsten ensfarvet grøn, men med ubetydelige gule pletter. Den lever på kællingetand, gul fladbælg og vikke.

photo Gammel Ry 2006: grethe bachmann

Høvblege, Møn

Sortplettet Blåfugl/Large Blue
Maculinea arion

Sortplettet blåfugl har et vingefang på 33-41 mm. Den ligner hunnen af ensianblåfugl, men kendes på sin størrelse, den skinnende blå farve, de sorte vingesøm, de dråbeformede pletter og de kraftige tegninger på undersiden. Oversidens pletter varierer meget og kan mangle helt.

Den flyver i juli og lever på varme heder, klitter og overdrev - og overvintrer som halvvoksen larve i reder af stikmyrearten Myrmica sabuleti.

Larvens foderplanter er blomsterhoveder af timian (Thymus) eller merian (Origanum). Som lille falder larven til jorden og bliver fundet af en myre, som bærer den ned i sin underjordiske rede. Larven producerer sødt sekret til myrerne, mens den æder deres yngel. Sommerfuglen klækker i reden og kryber ud ad dens indgangshul uden at myrerne går til angreb.

Sommerfuglens flugt er urolig og lav, men kan være hurtig, høj og målrettet hvis den skræmmes. Soler sig i buske og søger tit nektar på timian, blåmunke mv.

Sortplettet blåfugl er næsten uddød efter 1950. Siden 1990 kun ét sted på Møn og et par steder i Nordjylland. Fredet.

Lokaliteten må ikke gødes, og vegetationen skal holdes lav ved en passende drift. Indgreb for at bevare arten kræver specialisters medvirken.

foto 30. June 2007 Høvblege, Møn: stig bachmann nielsen, Naturplan foto

Gammel Ry Juni 2009

Sortåret Hvidvinge /Black-Veined White
Aporia crataegi

Sortåret hvidvinge har et vingefang på 50-65 mm. På afstand ligner arten en stor kålsommerfugl, men den kendes på sin sejlende flugt og på de afrundede, hvide vinger, der næsten er tegningsløse bortset fra de mørke ribber. Den flyver fra sidst i maj til sidst i juli.
Den lever i alle typer åben skov og krat med bevoksninger af tjørn, røn o.lign. og overvintrer som halvvoksne larver mange sammen på værtsplanten i et solidt spind af silke og blade. Flugten er rolig og sejlende, gerne i et par meters højde. Den søger ivrigt til bl.a. tjærenellike, blåhat og kærtidsel. Hunnerne er ofte ombejlet af mange hanner.

Larvens foderplanter: røn (Sorbus aucuparia), tjørn (Crataegus), slåen (Prunus spinosus) og andre buske og træer.

Hyppighed og udbredelse: forekom mange steder på Øerne indtil c.a 1950, men derefter kun i Jylland, hvor den var sjælden omkring 1965. Siden har den bredt sig og er nu almindelig i store dele af Jylland. Efter 1990 er den atter begyndt at vise sig på Sjælland, og det er sandsynligt, at den igen vil dukke op på Bornholm og måske vise sig på Fyn og Lolland.

Kilde: Michael Stoltze, Dagsommerfugle i Danmark, 1997.

foto juni 2009 Gl. Ry: grethe bachmann

Tustrupdysserne, Djursland

Lille Ildfugl /Common Copper
Lycaena phlaeas

Kendetegn: vingefang 25-30 mm. Let kendelig på sin ringe størrelse., de klare, rødgyldne forvinger med skarpkantede, sorte pletter og brede sorte sømme samt på de sorte bagvinger med brede, gyldne sømbånd. Små hunner af dukatsommerfugl og violetrandet ildfugl kan ligne arten lidt, men vingeundersiden hos disse arter er helt afvigende.

Variation: Mange individer har små, blå pletter på indersiden af bagvingernes gyldne sømbånd. De kan bestå af ganske få skæl eller være meget tydelige. I højsommeren er den sorte søm tit bredere og den gyldne farve kan være formørket af sort bestøvning. På visse lokaliteter forekommer en sjælden form, alba, hvor den gyldne farve er erstattet af en lys flødefarve.

Flyvetid: først i maj til først i oktober i 2-3 generationer. Arten kan træffes i hele perioden, men der er som regel få individer sidst i juni.

Levested: findes alle steder på ugødede arealer med mange blomster, men er særlig hyppig på let jord.

Overvintring: overvintrer som halvvoksne eller næsten voksne larver i lav, vissen vegetation.

Larvens foderplanter: syre (Rumex acetosa) og rødknæ (R. acetocella), men også andre arter af skræppeslægten (Rumex).

Adfærd: Den flyver hurtigt og uroligt og er svær at følge med øjnene. Den soler sig ofte i vegetationen eller på den bare jord. Begge køn søger ivrigt men kortvarigt til mange forskellige blomster.

Hyppighed og udbredelse: Den er almindelig på passende lokaliteter og udbredt overalt i Danmark.

Kilde: Michael Stoltze: Dagsommerfugle i Danmark, 1997.

foto Tustrup 12. september 2009: grethe bachmann

Sletterhage Syd

Guldhale/Brown Hairstreak
Thecla betulae

Guldhale flyver først i august til midt i september og undertiden endnu senere, flyvetiden begynder senere end hos nogen anden dansk dagsommerfugl.

Levested: overdrev og lysåbne kratskove og skovbryn med store bevoksninger af slåen eller mirabel.
Larvens foderplanter: slåen (Prunus spinosus), mirabel (P. ceracifera), og undertiden blomme (P. domestica), fuglekirsebær (P. avium) eller andre Prunus-arter.

Guldhale søger føde i form af honningdug. Søger dog også til tidsler, røllike, gyldenris, hjortetrøst, hedelyng og andre blomster eller til overmoden frugt (f.eks. gærende brombær, der endnu sidder på rankerne). Hunner, der har brug for megen energi ved æglægningen, ses oftere på blomster end hanner.

Hyppighed og udbredelse: kan stedvist og i visse år optræde i stort tal, men som regel fåtallig og svær at få at se. Temmelig vidt udbredt i Østjylland og på Øerne, hvor den især er hyppig på nordsjællandske kystoverdrev. I tilbagegang i landbrugsområder (måske pga pesticider) og forsvandt tilsyneladende fra Sydsjælland og Lolland-Falster i løbet af 1950´erne.

Kilde: Michael Stoltze, Dagsommerfugle i Danmark, 1998

Hvis Guldhale er i tilbagegang pga pesticider, så er den måske en af vore danske sommerfugle, der er ved at uddø. Hvornår kan visse folk i regeringen og landbruget se længere end til deres egen næsetip? GB.


foto Guldhale: Sletterhage syd, på stien øst for Tyskertårnet,
4. August 2007: grethe bachmann.

Sommerfugle i lavendler

Tidselsommerfugl, Kaalsommerfugl, Nældens Takvinge
og en humlebi på lavendler en varm augustdag............

foto 200809: grethe bachmann

Mose i Rold skov, Nordjylland

Bølleblåfugl/Cranberry Blue
Vacciniina optilete

Bølleblåfugl flyver i én generation fra midt i juni til sidst i juli. Den lever i højmoser, hængesækmoser og fugtige heder med bølle eller tranebær og overvintrer som halvvoksen larve under et tranebærblad eller lignende sted lavt i mosevegetationen.

Larvens Foderplanter: mosebølle (Vaccinium uliginosum), tranebær ( Oxycoccus palustris) og muligvis andre and tørvemosernes dværgbuske.

Arten er ikke meget blomstersøgende, men begge køn ses dog af og til på blomster af tranebær, kragefod, rosmarinlyng eller klokkelyng.

Bølleblåfugl er meget lokal p.g.a. sin stærke tilknytning til næringsfattige moser. Den er i nogen tilbagegang på øerne. I Jylland er arten forsvundet en del steder i nyere tid, men dog også opdaget på adskillige nye lokaliteter.

Udbredelse i 2009 : Spredt i Jylland på passende lokaliteter. Almindeligst i Midt-Jylland omkring Silkeborg og i Vildmoserne. På Sjælland 2 lokaliteter omkring København, en ved Roskilde Fjord og i Holmegårds Mose. Arten findes også stadig et enkelt eller to steder på Fyn. I øjeblikket ikke kendt fra andre steder i Danmark. I tilbagegang.

Beskyttelse af arten: Der skal sikres en naturlig høj vandstand i de tilbageværende højmoser, så de ikke gror til, og højmosefladerne må ikke udsættes for græsning eller gødskning.



Moseperlemorsommerfugl/Cranberry Fritillary,
Boloria aquilonaris

Moseperlemorsommerfugl flyver fra midt i juni til sidst i juli. Den lever i højmoser, hængesækmoser og hedemoser med tranebær og overvintrer som spæd larve i lav mosevegetation, hyppigst på undersiden af et tranebærblad.

Larvens foderplanter: tranebær ( Oxycoccus palustris).

Inde på højmosefladen søger den til klokkelyng, men sommerfuglen strejfer en del omkring for at finde gode nektarplanter og ses tit på kragefod, kærtidsel o.lign. i mosernes randzone (laggen).

Den er forsvundet mange steder i takt med at højmoserne er blevet ødelagt. På Fyn og Sjælland er der nu kun henh. 4 og 3 lokaliteter tilbage. I Jylland er arten forsvundet mange steder mod øst, men trives relativt godt andre steder.

Beskyttelse af arten: Der skal sikres en naturlig høj vandstand i de tilbageværende højmoser, så de ikke gror til, og højmosefladerne må ikke udsættes for græsning eller gødskning. Mange lokaliteter er præget af drængrøfter, der bør kastes til. Ellers springer moserne i skov, fordi der kommer luft til tørven.

Kilde: Dagsommerfugle i Danmark, Michael Stoltze, 1998

Seneste 200 observationer af Moseperlemorsommerfugl


foto Lille Vildmose, Portlandmose juni 2009: grethe bachmann