Skovblåfugl/ Holly Blue

Rømerhaven, Aarhus, August 2013.

Celastrina argiolus



Skovblåfugl har et vingefang på 25-32 mm. Den er let kendelig på sin sarte lyseblå farve og den sølvblå underside med de små prikker - også på dens flugtadfærd og den tidlige flyvetid. Eksemplarer af 2. generation er større med lysere og mere skinnende overside end hos 1. generation. Hunnens overside har brede, mørke kanter langs sømmen, bredest hos 2. generation og ligner dermed ikke nogle andre danske blåfugle. Undersiden hos begge køn er også ganske karakteristisk. Den er hvidlig grå med en ligesom pudret, fløjlsagtig karakter. Mangler sømmåner, men har fine sorte pletter.

Der er 2 generationer fra sidst i april til midt i juni og fra midt i juli til omkring 1. september. 2. generation er talrigere and 1. generation på Bornholm, Møn og Lolland, Falster - men i resten af Danmark er 2. generation ganske fåtallig.  Den har dog i nogle år været almindelig mange steder.


Skovblåfugl er nu ret vidt udbredt, men hyppigheden veksler stærkt. Den var talrig i 1993, hvor den optrådte i dele af Danmark hvor den ikke før havde været påvist.

Rømerhaven, Aarhus August 2013.

Skovblåfugl lever i skove og krat, især fugtige steder med tørstetræer, men også i gamle haver, parker eller skove med vedbend. Den overvintrer som puppe mellem blade og grene. Larvens foderplanter er især tørst (Prangula alnus) i forsommeren og vedbend (Hedera elix) i sensommeren, men også hedelyng (Calluna) kristtorn (Ilex) mv. Artens larve lever på mange forskellige planter. Det er nok den blåfugl, som benytter flest værtsplanter i Danmark. Arten er speciel ved kun at leve af knopper og frugter og kun sjældent blade.

Skovblåfuglens flugt er målrettet og rolig i et par meters højde, idet sommerfuglen følger løvhanget. Den soler sig både på blade og søger af og til nektar på pilerakler, tørst mv. Den strejfer meget omkring og kan ses langt udenfor dens faste ynglebiotop.


Source: Michael Stoltze, Dagsommerfugle i Danmark, 1998; Fugle og Natur, Felthåndbogen, 2013.
photo Rømerhaven august 2013/Bjerre skov 2007: grethe bachmann 

Bjerre skov, Horsens,  2007.

Sandrandøje / Grayling

Hipparchia semele

Sandrandøje har et vingefang på 44-55 mm. Den er let at kende på sin flugtadfærd og på den gråmelerede underside af bagvingen. Arten hviler altid med sammenklappede vinger. Oversiden ses normalt ikke i naturen.

Udbredelse af de lyse partier omkring øjepletterne på hunnens overside varierer. Undertiden træffes amå eksemplarer med et vingefang ned til 37-38 mm.

Sandrandøje flyver fra omkring 1. juli til ca. 1. september i én generation. Den er knyttet til åbne, sandede, stenede eller klippefyldte områder som fx klitter, tørre heder, sandede strandoverdrev, strandvolde eller klippeheder på Bornholm, især ved kysten,

Den overvintrer som halvvoksen larve i græsset, og larvens foderplanter er forskellige tørke-tolerante græsarter.

Flugten er hurtig og urolig. Den tilbringer en stor del af tiden med at sole sig på jordoverfladen eller i lav vegetation. Den søger dog også til blomster, fx til timian, tidsler, hedelyng, klokkelyng eller blåmunke. På gode lokaliteter skræmmer man ofte sommerfuglen op, hvorpå den flyver kort og sætter sig lige så pludselig med sammenklappede vinger, så den er godt kamufleret.


















Hyppighed og udbredelse
Sandrandøje er talrig mange steder ved kysterne, men er forsvundet fra mange indlandslokaliteter. Den findes i spredte kolonier i landets sydlige dele.

  
Kilde: Michael Stoltze, Dagsommerfugle i Danmark, Felthåndbog 1997
 foto Glatved strand 6. august 2011: grethe bachmann 



In Britain: (kilde wikipedia)
The Grayling (Hipparchia semele) is a species in the brush-footed butterfly family Nymphalidae. It sometimes occurs in coastal areas of northeast Scotland such as the Fowlsheugh Nature Reserve. It can also be found near the coast around England, such as Fire Beacon Hill. This species is often associated with bare ground and rocky hills.

They rest with closed wings, forewings lowered between the hindwings as do many Satyrinae. When disturbed, they raise the forewing so that the large eyespots near its apex become visible. A predator attacking the butterfly could either be startled by the sudden appearance of the pattern, or be enticed into attacking the conspicuous spot rather than the butterfly's body (Stevens, 2005). A very similar species has recently been discovered at Faraluep, Stripe-backed Grayling.

Habitat: coast, dunes, salt marsh, undercliffs, clifftops, dry heathland, calcareous grassland, old quarries, earthworks, derelict old spoil heaps, open woodland on stony ground, dry and well-drained soil with sparse vegetation  and plenty of bare ground in open sunny positions.

Life cycle: Egg 15 July to 21 September. Larva 1 August to 21 June.  Pupa 7 June to 7 August. Adult 1 to 14 June and 7 to 21 July.

Host plants: Sheep's fescue - Festuca ovina; Red fescue - Festuca rubra; Bristle Bent - Agrostis curtisii; Early Hair-grass - Aira praecox; Tufted Hair-grass - Deschampsia cespitosa; Marram - Ammophila arenaria. 

Nældens Takvinge 2 marts 2012

Nældens Takvinge, den første sommerfugl jeg har set i år, fredag 2 marts ved Forsthaven i Århus.





foto 2/3-2012: grethe bachmann.

Dværgblåfugl, ved mose i Rold skov

 Cupido minimus

Dværgblåfuglen har et vingefang på 18-24 mm. Den er let kendelig på sin ringe størrelse og den blygrå underside med de fine prikker. Store hunner kan minde om små hunner af engblåfugl, der kun adskiller sig fra dværgblåfuglen ved en mere brun grundfarve på undersiden.

Hannens underside varierer fra blygrå til lysegrå i grundfarven, og de sorte pletter kan være reducerede eller i sjældne tilfælde mangle helt.

Dværgblåfuglen flyver overvejende fra midt i maj indtil først i juli, men friske individer kan træffes gennem resten af sommeren frem til midt i september. Arten er talrigst i maj og juni, og de sene fund er tilsyneladende en blanding af sent klækkede individer af 1. generation og en partiel 2. generation.

Den lever overalt på steder med rundbælg, d.v.s grusgrave, vejskråninger, kystskrænter med skred, klitområder og andre forstyrrede arealer.Den overvintrer som fuldvoksen larve mellem plantedele og mos tæt ved jordoverfladen. Larvens foderplanter er rundbælg (Anthyllis vulneraria).

Flugten er langsom og svirrende i lav højde, ofte hele nede mellem vegetationen. Hannerne er territoriale og sætter sig på lave planter med de udslåede vinger vendt mod solen, så det sølvblå skær er tydeligt. Fra sin udkikspost flyver hannen op mod forbipasserende insekter, og hvis det er en uparret hun indledes parringen, der varer længe. Begge køn søger til blomster og tiltrækkes af fugtig jord eller ekskrementer.

Dværgblåfugl er udbredt og ofte talrig på passende lokaliteter i det meste af landet, men mangler på Lolland-Falster og er i nogen tilbagegang på Øerne. Ingen nyere fund på Bornholm.


 Kilde: 
Michael Stoltze, Dagsommerfugle i Danmark, 1998

photo Rold skov juli 2011: grethe bachmann.

Argusblåfugl/Silverstudded Blue

Plebejus argus
i Lille Vildmose



Argusblåfuglens vingefang er 20-31 mm. Den kendes fra andre blåfugle på det kraftige sorte pletmønster på undersiden af bagvingen med tydelige orange sømbånd og 4-5 øjepletter med metalskinnende kerner. Men indbyrdes ligner de hinanden. Hannen har en ret bred sort søm, der er uskarpt afgrænset mod det blå, mens sømmen hos hannen af foranderlig blåfugl er smal og skarpt afgrænset. Hunnerne er nemmere at kende, de er normalt brune med gyldent skær, mens hunner af foranderlig blåfugl normalt er mere eller mindre blå. Andre steder i Europa har hunner af argusblåfuglen dog tit blå rodfelter. Ved brug af en lup (mindst 10 x) kan indsamlede eksemplarer af arten kendes på, at de har en lille ravfarvet pig ved spidsen af forskinnebenet.

Hunnens orange sømpletter kan være svage eller mangle. Enkelte hunner har svagt blå bestøvning i rodfeltet eller nær sømmen.

 


Argusblåfugl flyver midt i juni til sidst i august. Den lever på heder og klitheder med nedslidt vegetation og nyspiret lyng. Den overvintrer som æg, der lægges enkeltvis på lave planter. Larvens foderplante er lav eller nyspiret hedelyng (Calluna vulgaris) og klokkelyng (Erica tetralix), men sikkert også flere andre lave planter.

Dens adfærd er som foranderlig blåfugl (Plebejus idas): Begge Plebejus-arter optræder i kolonier, hvor de flyver roligt omkring og ofte hviler dekorativt i vegetationen. Mod aften sætter de sig til ro i små selskaber i lyngplanter eller lign. Både æg, larver, pupper og de voksne sommerfugle kan tiltrække myrer. Larven er tit omgivet af myrer, som æder sekreter fra dens honningkirtler, og pupperne kan findes i myrereder.




En meget stærk vind den dag drillede både blåfuglen og mig!

Hyppighed og udbredelse:
Argusblåfugl findes i spredte bestande over det meste af Danmark, men er i tilbagegang overalt, især på Øerne. Uddød på Fyn i 1989, men stadig i isolerede bestande ved f.eks Trylleskoven, Ulvshale og Bøtø.
Årsagerne til dens tilbagegang er bl.a. tilgroning og ændring fra lynghede til græshede sandsynligvis på grund af kvælstofnedfald. Da dette problem ikke er løst eller har udsigt til at blive løst i nær fremtid, må arten forventes at gå yderligere tilbage de næste 10 år.

Kilde: Michael Stoltze, Dagsommerfugle i Danmark, 1998. DMU Rødlistedata.

foto Portland Mose, Lille Vildmose Juni 2010: grethe bachmann

Violetrandet Ildfugl / Purple-edged Copper, Gammel Ry, Midtjylland

Violetrandet ildfugl, Lycaena hippothoe

 I Danmark kan man kun regne med at se 4 slags ildfugle: Lille Ildfugl (Lycaena phlaeas), Dukatsommerfugl (Lycaena virgaureae), Violetrandet Ildfugl (Lycaena hippothoe) og Sort Ildfugl (Lycaena tityrus) (nu kun på Falster). Der findes også en art, som kaldes Violet Ildfugl, men den er kun fundet to gange i Danmark i 1939.

Violetrandet ildfugl har et vingefang på 28-36 mm. Hannen er rød med violet (blåligt) skinnende kanter. Den har en tydelig sort midtplet på forvingen. Undersiden mangler hvide pletter. Hunnen har kobberfarvede forvinger med sorte pletter. Dens bagvinger er mørkebrune med rødbrunt sømbånd. Hunnen kendes fra hunnen af den sjældne violet ildfugl på, at forvingens yderste pletrække i mellemfeldtet danner en regelmæssig bue.

Arten varierer kun lidt. Især kan antallet og størrelse af pletter på undersiden variere. Det er ikke usædvanligt at finde eksemplarer, hvor undersidens pletter er smeltet sammen til lange sorte streger. Det regnes for et genetisk svaghedstegn.Hannens violette skær og den sorte randbestøvning varierer. Hunnens overside har tit kun svage tegninger bevaret og undertiden ingen orange tegninger.

Violetrandet ildfugl kan vel kun forveksles med Dukatsommerfuglen (Lycaena virgaureae).Hannen kendes dog let på, at Violetrandet ildfugl har en tydelig plet midt på vingen - det har Dukatsommerfuglehannen ikke. Hunnen kendes på, at Violetrandet ildfugl har en ret ensfarvet mørk bagvinge med kun en smal sømbånd. Dukatsommerfuglehunnen har derimod en meget broget bagvinge. Hvis man lærer ildfuglenes undersider at kende, kan de slet ikke forveksles.

Violetrandet ildfugl har kun én generation, der flyver fra midt i juni til midt i juli. Arten har en ret kort flyvetid på cirka 3 uger. I et tidligt år skal man lede efter arten noget tidligere end sædvanligt. Den findes på to typer lokaliteter - i næringsrige dele af moser og enge, gerne med buske eller træer i nærheden - eller den kan forekomme på meget tørre overdrev eller endda i gamle grusgrave. Den overvintrer som halvvoksen larve i tæt vegetation. Larvens foderplanter er Almindelig syre (Rumex acetosa), Rødknæ (R. acetocella) og Slangeurt (Polygonum bistorta). Den fuldvoksne larve kan ikke genkendes fra andre ildfuglelarver, såsom Lille Ildfugl eller Dukatsommerfugl.

Den voksne sommerfugl er ret aktiv midt på dagen og søger ivrigt til mange forskellige blomster på lokaliteten, f.eks på Engforglemmigej, Smørblomst, Kærtidsel, Trævlekrone.  Hannerne ses ofte flyve efter hinanden 3-5 ad gangen, så efter nogle dage ser de lidt slidte ud. Hunnen lever et mere roligt liv, lægger æg og tager næring til sig, den er ikke særligt sky, men svær at følge i den hurtige flugt. Sommerfuglen hviler ofte morgen og aften lavt i vegetationen med de udslåede vinger vendt mod solen.


Violetrandet ildfugl er rødlistet og  i tilbagegang i Danmark. Den findes dog stadig mange steder i Nord- og Midtjylland samt flere steder i Nordøstsjælland. Derimod synes arten at være forsvundet på de fleste af de andre øer. På Fyn blev arten regnet som uddød (men den blev genfundet på gamle fundsteder i 2008 og 2009), og der er heller ikke meldt nyere fund fra Sønderjylland, Lolland-Falster-Møn eller Bornholm. Violetrandet ildfugl er udbredt i Europa på nær Storbritannien, Holland, Vestfrankrig og store dele af Middelhavslandene

Årsagerne til tilbagegangen er bl.a. dræning, gødskning og tilgroning eller tilplantning. Arten er desuden meget følsom for overgræsning fx i forbindelse med naturpleje.Violetrandet ildfugls forekomstareal er reduceret med ca. 27% i perioden 1900-1989 i forhold til 1990-1993, men den er sandsynligvis gået endnu mere tilbage de seneste 10 år.


Beskyttelse af arten:
Der bør opretholdes en ekstensiv drift af lokaliteterne uden brug af gødning. Der bør især tages vare på de få bevarede lokaliteter på Øerne.


Kilde: Michael Stoltze: Dagsommerfugle i Danmark, 1998. Naturhistorisk Museum, Århus, Danmarks Fugle og Natur 2007, DMU; Rødlistedata, 2004.

photo Gammel Ry 25 Juni 2011: grethe bachmann

Det Hvide C/Comma Butterfly

Polygonia C-album



Det hvide C har et vingefang på 44-50 mm. Den er kendelig på de takkede vinger og det hvide C. Eksemplarer, der klækker tidligt i juni er lyse(formen hutchinsoni). Dens flyvetid er fra sidst i juni til sidst i september og efter overvintringen fra marts til juni.

Det hvide C's levesteder er skovlysninger, skovbryn, krat, parker og haver med brændenælder, humle eller elm. Den overvintrer som voksen sommerfugl mellem grene og tæt løv i det fri. Larvens foderplanter er nælde (Urtica), humle (Humulus) og elm (Ulmus). Flugten er lynhurtig. Den søger til mange forskellige blomster og til overmoden nedfaldsfrugt.

Før 1990 var det hvide C som regel sjælden og enkeltvis, men i perioder hyppigere. Den er hyppig mange steder siden først i 1990´erne. Hyppigheden påvirkes formentlig af tilflyvere fra Sverige, hvor arten er almindelig. op (Humulus) and elm (Ulmus).

Source: Michael Stoltze, Dagsommerfugle i Danmark, 1998.

Se Comma Butterfly i England og andre lande.



foto Mindeparken Århus, 25 September 2010: grethe bachmann